Søndag d. 8. november kl. 15.00
Skive Musikskole, Asylgade 5, Klassisk Sal
Entré: 150kr (medlemmer og studerende har gratis adgang)
Christina Bjørkøe, klaver
Ensemble MidtVest
Denne koncert med det efterhånden ganske velkendte Ensemble MidtVest måtte jo udsættes på grund af Coronakrisen. Forårskoncerten bliver så til en efterårskoncert, tilmed sammen med en af Danmarks fornemste pianister Christina Bjørkøe, som vi havde fornøjelsen af at høre til en koncert i 2012.
Christina Bjørkøe blev født i København i 1970, og begyndte at spille klaver som 5-årig. Hun var elev af Therese Koppel indtil 1990, hvorefter hun i en alder af 19 år blev optaget på Juilliard School of Music i New York som elev hos Seymour Lipkin. Senere afsluttede hun sine studier hos Anne Øland på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 1997.
Allerede som 16-årig optrådte hun som solist med orkester, og hun har siden givet koncerter som solist og kammermusiker både i Tivolis store serier med musik af Beethoven, Chopin og Schubert og rundt om i Europa, USA, Sydamerika og Asien. Christina Bjørkøe har indspillet Carl Nielsens klaverværker, som indbragte hende P2 Prisen 2009. Hun modtog ligeledes P2 Prisen i 2005 for bedste klassiske soloudgivelse med Knudåge Riisagers klaverværker
Christina er tildelt adskillige priser og legater, her kan nævnes Victor Borges Legat, Gladsaxe Musikpris, Carl Nielsens Rejselegat. Christina Bjørkøe har været solist med de fleste danske symfoniorkestre, deriblandt DR SymfoniOrkestret, og blandt orkestre i udlandet kan nævnes Det Tjekkiske Kammerorkester, Recife Festival Orchestra i Brasilien, Malmö Symfoniorkester og Iceland Symphony Orchestra. De seneste år har hun givet koncerter i Kina, Sverige, Polen, Tjekkiet, Kroatien, Tyskland, Italien og Sydamerika.