Duoen Henrik Husum og Jonas Frederik
Søndag d. 22. marts kl. 15.00
Musikkens hus, Resenlund, Strandvejen 9C
Entré: 100kr (medlemmer og studerende har gratis adgang)
Henrik Husum, obo
Jonas Frederik, klaver
Jonas Frederik blev færdiguddannet som pianist hos prof. John Damgaard ved Det Jyske Musikkonservatorium i 2008, hvor han også tog musikpædagogisk eksamen, samt ensembleledelse som tilvalgsfag.
Ud over allerede talrige koncerter i Danmark, omfatter hans virke også koncerter i udlandet bl.a. i Sverige, Italien, USA, og Frankrig, hvor han også flere gange har repræsenteret Danmark ved ”Orchestrades Universelles”.
Ved siden af klaveret er Jonas Frederik også komponist og dirigent og arbejder ofte på tværs af genrer, bl.a. som medstifter af Vejle Crossover Art Ensemble. På listen over værker er adskillige kammer- og orkesterværker samt filmmusik til flere spille- og kortfilm.
Jonas Frederik har modtaget adskillige legater, deriblandt dobbelt portion som den eneste nogensinde af Dansk Musikpædagogisk Forenings legat, Lions Club legat i 2002 og 2004 og Kontorchef Arthur Andersson og Hustru Pianistinden Ellen Anderssons legat 2008.
Henrik Husum er uddannet oboist fra konservatoriet i København med videre studier i München og London. Han spillede i mange år i Det Jyske Ensemble, og underviser i dag på Skive Musikskole. Han er også dirigent for symfoniorkestret Salling Spillemænd, der huserer i Skive og omegn. HH er ofte assistent i danske symfoniorkestre.
Det romantiske program vil være i centrum ved koncerten, der i høj grad vil være bygget op omkring ægteparret Clara og Robert Schumanns romancer for obo og klaver. Begge har skrevet 3 romancer for obo og klaver, og spændende er det, at hustruen Clara også komponerede i en tid hvor kønsrollemønstrene var helt anderledes, end de er det i dag. Clara skulle jo passe børn, lave mad og så også komponere. Carl Nielsen er også repræsenteret samt musik af filmkomponisten Enrico Morricone og tangospecialisten Astor Piazzolla.